Glemt - Enslaved

Hvor stillheten er øredøvende her inne

Hvor rossene aldri visner, da de aldri blomstret

Her fant solen aldri frem

Selv mørket snur i døren

Intet håp, ingen frykt

Et hav av tårer som aldri rant

Morgendangen bringer bud om åpnede sår

Lyset invaderte det endeløse mørket

Den klareste farge blir dim om natten

Gaten er tom og leder ingensteds

Et strik som skar, men ingen hørte

Hvem bryr seg?

Vi kan alle bli fri

«I morgen er en ny dag,

Men det var også i dag…

…Blott den ene frykten kjennes

Frykten for lyvet»

Sovnet inn, i ei blodrødt pledd

To døde øyne stirrer tomt

Fra en sjel som ble nekter født

Døden hilset den som lyvet glemte

The silence inside this place is screaming

Here, were the roses never wither, as they never bloomed

Here the sun never shone

Even the darkness never came in

No hope, no fear

An ocean of tears, that never fell

Tomorrow brings remembrance of opened wounds

The light invaded the endless darkness

A soul, which birth was denied

A soul that became forgotten

The darkness fades away even the brightest colour

The street is empty, and leads to nowhere

A shrilling scream, that no one heard

Who cares?

We can all be free

«Tomorrow is a new day

But today was new as well…

… For only thing is fear fealt

The fear of life»

Fallen asleep, wrapped in a blood red blanket

Two dead eyes are staring into emptiness

From a soul, which birth was denied

Death greets the one life forgot

Hvor stillheten er øredøvende her inne

Hvor rossene aldri visner, da de aldri blomstret

Ihr toller Solen Aldri Frem

Selv mørket snur i døren

Intet håp, ingen frykt

Et hav av tårer som aldri rant

Morgendangen bringt Knospe om åpnede sår

Lyset invaderte det endeløse mørket

Den klarste farge blir dim om natten

Gaten er tom og leder ingensteds

Et strik som skar, men ingen hørte

Hvem bryr seg?

Vi kan alle bli fri

«Ich morgen er en ny dag,

Men det var også i dag…

…Blott den ene frykten kjennes

Frykten für Lyvet»

Gasthof Sovnet, i ei blodrødt pledd

To døde øyne Rührer tomt

Fra en sjel som ble nekter født

Døden hilset den som lyvet glemte

Die Stille an diesem Ort schreit

Hier, wo die Rosen nie verwelken, da sie nie geblüht haben

Hier schien nie die Sonne

Nicht einmal die Dunkelheit kam herein

Keine Hoffnung, keine Angst

Ein Ozean von Tränen, der niemals fiel

Morgen bringt die Erinnerung an geöffnete Wunden

Das Licht drang in die endlose Dunkelheit ein

Eine Seele, deren Geburt verweigert wurde

Eine Seele, die vergessen wurde

Die Dunkelheit verblasst selbst die hellste Farbe

Die Straße ist leer und führt ins Nirgendwo

Ein schriller Schrei, den niemand hörte

Wen interessiert das?

Wir können alle frei sein

"Morgen ist ein neuer Tag

Aber heute war auch neu …

… Denn das Einzige ist Angst

Die Angst vor dem Leben»

Eingeschlafen, eingehüllt in eine blutrote Decke

Zwei tote Augen starren ins Leere

Von einer Seele, deren Geburt verweigert wurde

Der Tod grüßt den, den das Leben vergessen hat